19. maj 2022

MENY i Domus Vista er del af Tiponis netværk af virksomheder, der støtter udsatte unge til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Hos dem er Dan gået fra utilpasset ung mand til fastansat fleksjobber, der snart skal være far – og flere gange har været kåret til ugens medarbejder.

Der er sket rigtig meget siden Dan, som hashrygende gamer med hanekam, for tre år siden første gang var i praktik i MENYs slagterafdeling i Domus Vista. Hans hår er groet ud og det daglige forbrug af hash er lagt på hylden. Praktikken er skiftet ud med en fastansættelse i fleksjob – og han er populær blandt kollegerne, der flere gange har valgt ham som “Ugens medarbejder”.

– Dan er meget varm og let at holde af. Han kan godt lide at gøre folk glade, siger slagtermester Christian Balle.

Vejen til fastansættelse har dog ikke været snorlige. Den første praktik skulle forløbe over tre måneder, men blev afbrudt, fordi Dan havde svært ved at møde op.

– Et år senere mødte Dan op sammen med sin mentor fra Tiponi. Han var blevet klippet, så helt anderledes ud og det gik pissegodt. Han var blevet tilbudt fleksjob af kommunen og ville gerne være hos os. Vi indvilgede og sagde til ham, at han havde ét skud i bøssen. Det har han udnyttet, siger Christian Balle.

Vigtig støtte fra mentor

I det år der gik, fra Dan afbrød sin praktik, til han vendte tilbage, arbejdede han tæt sammen med mentor Martin fra Tiponi.

Dan var blevet dømt til tre måneders fængsel for at true en person. Dommen blev afsonet med fodlænke og 20 timers ugentlig indsats hos Tiponi. Gennem talrige motiverende samtaler, relationsarbejde, morgenvækninger, fælles fysisk træning og stor støtte blev forløbet hos Tiponi et vendepunkt for Dan.

– Han levede om natten, røg alt for meget hash og havde store problemer med ryggen, som kun blev værre af, at han gamede så meget. I løbet af vores samarbejde blev han stoffri, fik vendt døgnet igen og kom i gang med at træne, siger Martin.

Han støttede også Dan til at få en større lejlighed, hvor han bor med sin kæreste og snart skal være far.

– Han stortrives. Passer sit arbejde og har fået en større mening med livet, siger Martin, der stadig kigger forbi MENY engang i mellem for at se, hvordan det går.

Tæt og godt samarbejde

Dan er den eneste fleksjobber i MENYs 15 mand store slagterafdeling. At have en medarbejder som Dan kræver noget særligt af slagtermester Christian, men er det hele værd:

– Man skal være engageret som arbejdsgiver. Dan kommer fra en særlig baggrund og har mødt meget modstand. Han skal mærke, at man regner med ham, og der skal knyttes en gensidig tillid. Han skal mærke kærligheden, men med en fast hånd, for ellers kan han nemt miste motivationen lidt. Så det kræver lidt tid, men han lytter til mig, og det fungerer rigtig godt.

Overvejer du at invitere en udsat ung ind på din arbejdsplads? Tiponi er klar til at støtte processen og svare på spørgsmål. Kontakt Tina, som er afdelingsleder på 20486079 eller tc@tiponi.dk.