23. juni 2021

I dag holder vi opstart på Helsingør Gymnasium på vores livsmestringsforløb, Tiponi Re-boost, og møder vores nye hold gymnasieelever for første gang. Tiponi Re-boost er et skræddersyet forløb, der skal hjælpe gymnasieelever til bedre trivsel. Det er et 16-ugers undervisningsforløb, hvor vi hver uge underviser eleverne i vores visuelle metoder og derigennem arbejder med elevernes selvværd, udfordringer og bekymringer for fremtiden.

Flere gymnasieelever har det svært. Eleverne kæmper bl.a. med et stort forventningspres, stress, angst, selvskade, som resulterer i et stort fravær og i værste fald alvorlig mistrivsel og frafald fra de gymnasiale uddannelser. Tiponi har derfor skræddersyet et 16-ugers livsmestringsforløb til gymnasieelever, som gennem holdundervisning og individuelle samtaler skal hjælpe gymnasieelever til bedre trivsel, så de ikke dropper ud af deres uddannelse.

”Vi har de sidste fire år hjulpet rigtig mange sårbare og udsatte unge gennem vores tilgang og visuelle metoder. Vi har set, hvordan de unge begynder at forstå, hvordan deres tilværelse er præget af deres tidlige erfaringer, og hvad det er, der spænder ben for dem. Med de nye personlige indsigter, har vi hjulpet de unge til at træffe nye og bedre valg. Vi havde rigtig gode resultater med vores seneste forløb på Kalundborg Gymnasium, så har store forventninger til det kommende forløb på Helsingør Gymnasium. Vi ser meget frem til at komme i gang og hjælpe eleverne til mere selvværd og bedre trivsel, så de kan få deres eksamen og hue – ligesom de mange glade studenter, vi ser i gadebilledet i disse dage,” siger Helle Achilles, direktør i Tiponi.


Gode erfaringer med Tiponi Re-boost: Forbedrer gymnsieelevernes trivsel

Tiponi afsluttede det første Tiponi Re-boost-forløb i efteråret 2020 på Kalundborg Gymnasium. Der var en stor udvikling hos de elever, der gennemførte forløbet. Det rykkede gymnasieeleverne og gjorde en vigtig forskel for dem at have Tiponi på skemaet, som de selv sagde det, fortæller Helle Achilles og uddyber:

”Eleverne synes selv, de blev mere udholdende, fik det bedre og havde mindre hang til fravær. De kunne træffe bedre valg, fik mod til at acceptere sig selv og turde være mere sig selv. Derudover troede de efter holdforløbet, at de kunne gennemføre gymnasiet og læse videre efterfølgende. Det, synes vi, er en meget flot og vigtig udvikling. Og så fortalte de, at tirsdag – hvor de havde Tiponi på skemaet i tre timer – var blevet deres yndlingsdag. Det er vi utrolig glade og stolte over – og håber at opnå samme resultater med vores nye elever fra Helsingør Gymnasium.”

Tiponi-Re-boost består af holdundervisning og individuelle samtaler, hvor eleverne hver uge bliver undervist i Tiponis visuelle metoder. De visuelle metoder tager afsæt i tilknytningsteorien og forskningen i tilknytning. Eksempler på nogle af de tematikker som eleverne skal igennem er: Er jeg god nok? Personlige grænser og samarbejde, at forstå og tage vare på mine følelser, vrede og frygt – jeg er ikke alene.

Tiponi mødte eleverne fra Helsingør Gymnasium for første gang i dag. Forløbet vil starte op i midten af august og køre i 16-uger. Forløbet er udviklet med input fra Kalundborg Gymnasium og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.


For mere information, kontakt:
Helle Achilles, adm. direktør i Tiponi og underviser på Tiponi Re-boost, på helle@tiponi.dk eller på mobil 2125 6661.