13. juni 2021

Efter et mentor- og beskæftigelsesforløb hos Tiponi er 20-årige Athena begyndt på drømmeuddannelsen som bygningsmaler, og har dermed gennemgået en vigtig og stor udvikling.

Vejen til job og uddannelse har været svær og hård for 20-årige Athena. Siden hendes drøm om at blive frisør brast, da hun udviklede allergi overfor de skrappe kemikalier, er det blevet til et fritidsjob i Kvickly og et par praktikker.

– Det var ikke meget at råbe hurra for. Det er virkelig godt endelig at være startet på uddannelse efter tre år, siger hun.

Athena er udfordret af angstlidelsen OCD, har ADHD, Tourettes og er desuden ordblind. Det har gjort hendes skolegang meget udfordrende og givet selvtilliden nogle hårde knæk. Det hele har set sort ud for Athena, men med den rette støtte fra sin mentor i Tiponi har hun gennemgået en kæmpe udvikling.

– Jeg har haft tanker om, at jeg er dum og ikke kan finde ud af noget. Tiponi har virkelig hjulpet og støttet mig. Jeg har piercinger og tatoveringer og er blevet mødt med åbent sind og en forståelse for, hvordan det er at leve med diagnoser. Min mentor gik tæt på på en rigtig god måde, som gør, at jeg nu stoler mere på, at jeg godt kan ting, siger Athena. 

Athena er i dag afklaret, har meget mere selvværd og selvtillid. Hun har nu en ny drøm, som hun er ved at fuldføre. Hun har efter en succesfuld praktik som maler, nu begyndt på bygningsmaleruddannelsen og har håb for fremtiden.

Tæt samarbejde med virksomheder

Ud over de ugentlige samtaler med mentor, er vejen til Athenas afklaring gået gennem støtte fra en fast beskæftigelseskonsulent, der har etableret særligt tilrettelagte praktikker og klædt arbejdsgiverne på til at give plads til Athenas særlige behov. Blandt andet var beskæftigelseskonsulenten med til samtalen med malermester Allan Taarup, inden Athena kom i praktik.  

– Allan er en super arbejdsgiver. Han var meget åben for, at jeg kunne få lov at prøve det hele og ikke bare skulle stå og glo. Jeg fik følelsen af at bidrage med noget værdifuldt. Og Tiponi har hjulpet til, at presset ikke var for stort. Det, at jeg har kunnet tage det i mit eget tempo, har gjort, at jeg har kunnet rykke mig, fordi jeg ikke har været for bange for at fejle, siger Athena. 

Lov til at prøve det af 

Det er anden gang, at Malermester Allan Taarup har en virksomhedspraktikant. Han har gennem sine knap 20 år som selvstændig uddannet seks lærlinge og en af dem havde en ADHD-diagnose.

– Jeg ser ingen begrænsninger i folk. Jeg synes, de unge mennesker skal have en chance for at komme ud og bevise deres værd. Og det er vigtigt at give dem et realistisk billede af, hvad malerfaget indeholder. Mange tror fejlagtigt, at det handler om at føre en pensel, men det er kun 20 procent af det. Resten af tiden går med afrensning, afdækning og bundarbejde, siger Allan Taarup.

Selv om forløbets afslutning har været præget af Corona-restriktioner og nedlukning, har han været glad for samarbejdet med Tiponi.

– Beskæftigelseskonsulenten ringede en gang om ugen for at høre, hvordan det var gået. Det var rigtig fint og har været en god støtte i forløbet.

Kontakt Tiponi
Der er mange muligheder for samarbejde med Tiponi om praktikforløb eller den rette arbejdskraft. Kontakt faglig leder i Tiponis beskæftigelsesfilial, Tina Christensen på tc@tiponi.dk for mere information.

Tag fat i leder for Tiponifilialen, Marek Antonsen, på marek@tiponi.dk eller mobil 22101711 for mere information om Tiponis indsatser og forløb.